Forebyggelsestilbud i Psykiatrien er målrettet patienter med sindslidelser, der har en behandlingsplan i Psykiatrien. Dette gælder både patienter, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling og patienter som er tilknyttet en ambulant funktion.
Man kan frit vælge på hvilket sygehus, man ønsker at modtage et forebyggelsestilbud. Selv om man f.eks. skal opereres i Farsø kan man godt vælge at få et forebyggelsestilbud på Sygehus Vendsyssel.
Efter udskrivning fra sygehus eller afsluttet ambulant operation/behandling på sygehus overgår ansvaret for at give forebyggelsestilbud til patientens hjemkommune. Dette gælder også selv om man evt. skal til opfølgende ambulant kontrol eller behandling på sygehus.
------------------------------------------------------------------------------------
De nordjyske sygehuse ønsker på sigt at gennemføre en screening af alle patienter omkring deres alkoholforbrug. Det vil betyde, at såfremt en patient har et alkoholforbrug over det anbefalede, vil sygehuset motivere patienten til et mindsket alkoholforbrug. Såfremt patienten har behov for et egentligt behandlingstilbud, vil sygehuset henvise patienten til sin hjemkommune med henblik på visitering til behandling.
Sygehusene foretager i dag ikke en systematisk screening af alle patienter omkring deres alkoholforbrug. Sygehusene har dog fokus på området, og mange patienter vil opleve at blive spurgt om og blive vejledt i forbindelse med deres alkoholforbrug.
Alkohol og operationer
Et stort forbrug af alkohol kan medføre mange besværlige komplikationer, hvis du skal opereres. Personer, der drikker mere end 4 genstande om dagen har fx flere infektioner, hjerte- og lungeproblemer, øget risiko for blødning og forringet evne til sårheling.
Anbefalinger forud for operationen
- Et forbrug på 3-4 genstande dagligt bør nedsættes til under genstandsgrænsen i mindst 4 uger før operationen.
- Et forbrug på 5 genstande eller mere dagligt, bør helt ophøre i mindst 4 uger før operationen.
Efter operationen er det vigtigt, at du kun drikker alkohol i moderate mængder.