Børn
Adipositas hos børn er en fælles opgave for familien og sundhedsprofessionelle. Når graden af overvægt hos børn under 2 år skal vurderes, bruges højde/vægt-kurverne til diagnosticeringen. Fra 2 års-alderen bruges BMI-kurver i diagnosticeringen, hvor et BMI over 90-percentilen angiver overvægt og et BMI over 99-percentilen angiver svær overvægt.
Voksne
BMI kan bruges som rettesnor, når man skal undersøge om en patient vejer for meget. BMI er en forkortelse for Body Mass Index eller kropsmasseindeks. BMI beregnes ved formlen: BMI = vægt / (højde x højde).
BMI under 18,5 = Undervægtig
BMI mellem 18,5-24,9 = Normalvægtig
BMI mellem 25-29,9 = Overvægtig
BMI over 30 = Svær overvægtig
Selvom et højt BMI normalt skyldes for meget fedt på kroppen, er BMI i princippet ikke nok til at sige, om overvægten skyldes for meget fedt eller mange muskler. Hvis man er meget muskuløs eller kraftigt bygget og ellers ikke har noget synligt fedt på kroppen, behøver man ikke at være bekymret over et højt BMI. Det er kun ekstra fedt på kroppen, der er farligt.
Taljemålet
Taljemålet er mere og mere brugt de senere år. Metoden er simpel og flere undersøgelser har vist, at taljemålet er bedre end BMI, til at forudsige risikoen for sygdom. Det er nemlig fedtet omkring maven – det såkaldte abdominale fedt eller bugfedt – der især øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdom.
| Kategori |
Kvinder |
Mænd |
| Normalvægt |
< 80 cm |
< 94 cm |
| Moderat overvægt |
80-88 cm |
94-102 cm |
| Svær overvægt |
> 88 cm |
> 102 cm |
Adipositas kan være miljømæssigt betinget og til en vis grad arveligt. Behandlingen af adipositas består kort sagt i at skabe et energiunderskud i en periode, hvor patienten fx. følges af en diætist eller en kostvejleder. Kosten kan med fordel sammensættes således: lavt indhold af fedt og sukker og højt indhold af protein fra magert kød og mejeriprodukter, fiberrige fuldkornsprodukter samt frugt og grønt. Alene et vægttab på 5-10 % af kropsvægten vil bedre patientens risikofaktorer for udvikling af følgesygdomme.
Adipositas har igennem tiden vist sig at være en kompleks størrelse. Behandlingen af adipositas handler ikke blot om at skabe et energiunderskud, der er mange andre faktorer der spiller ind på den enkeltes evne til at lykkes i sit vægttab.
Undersøgelser og projekter viser bl.a. at der skal sættes tidligt ind i udviklingen af adipositas og der skal satses på en længerevarende og opfølgende indsats. Endvidere skal der skabes samarbejder på tværs, både mellem sektorer og faggrupper og der skal stadig udvikles og afprøves metoder til forebyggelse og behandling af overvægt.
Læs mere på følgende hjemmesider:
Sundhedsstyrelsen
Statens institut for folkesundhed
Adipositasforeningen
Dansk Pædiatrisk Selskab
For kliniske diætister (behov for egen kode):
Rammeplan for diætbehandling af adipositas hos børn, Rammeplan for Adipositas
Foreningen af kliniske diætister