Fakta og Tal
Her på siden vil du kunne finde udvalgte tal om fysisk aktivitet og inaktivitet samt relaterede emner.

Fysisk aktivitet i Region Nordjylland

De nordjyske borgeres aktivitetsniveau er kortlagt i befolkningsundersøgelsen ”Sundhedsprofil 2010”. Fysisk aktivitet er et vigtigt fokuspunkt, idet personer, der er fysisk aktive generelt har et bedre psykisk og fysisk helbred og lever længere end fysisk inaktive personer. Fysisk inaktive dør i gennemsnit 5-6 år tidligere end fysisk aktive og kan forvente at have flere år med forringet livskvalitet på grund af langvarig belastende sygdom. I Sundhedsprofilen er fysisk aktivitet i fritiden defineret under følgende kategorier:  

  • Konkurrenceidræt: træner hårdt og dyrker konkurrenceidræt regelmæssigt eller flere gange om ugen    
  • Motionsidræt: dyrker motionsidræt eller udfører tungt havearbejde eller lignende mindst fire timer om ugen
  • Lettere motion: Spadserer, cykler eller har anden lettere motion mindst fire timer om ugen (medregn også søndagsture, lettere havearbejde og cykling/gang til arbejdet)
  • Fysisk inaktivitet: læser, ser fjernsyn eller har anden stillesiddende beskæftigelse 

Tabel 1: Fysisk aktivitetsniveau i fritiden blandt mænd og kvinder  

Af tabel 1 fremgår det, at de fleste nordjyder dyrker lettere motion mindst fire timer om ugen.

  Konkurrenceidræt Motionsidræt Lettere motion Fysisk inaktivitet
Mænd 6,8 % 25,9 % 49,5 %   17,8 %
Kvinder 3,2 % 15,0 % 62,5 %   19,3 %
Region Nordjylland 5,0 % 20,4 % 56,0 %   18,5 %

En fjerdedel af den nordjyske befolkning er fysisk aktive i forbindelse med konkurrence- eller motionsidræt, mens over halvdelen dyrker lettere motion. Det generelle billede er, at mændene i højere grad end kvinderne dyrker konkurrence- og motionsidræt i fritiden, mens en større andel af kvinderne dyrker lettere motion i deres fritid. Andelen, der er fysisk inaktive i fritiden i Region Nordjylland er 18,5 % - andelen er her størst blandt de ældste.  

Af de borgere, der er fysisk inaktive er der 67,8 %, der ønsker at ændre deres vaner og være mere fysisk aktive.

 


Yderligere information
  • Opdateret d.
  • 18. januar 2012