Kulilte er en lugtfri, giftig luftart, der er dødelig i store mængder. Dødelige mængder opnås ikke ved tobaksrygning, men der er altid kulilte i tobaksrøg.
Indholdet af kulilte i kroppen måles ved hjælp af en kuliltemåler. Apparatet måler kulilte i udåndingsluften i måleenheden ppm (parts pr. mio.). Kulilteapparatet har en funktion, der kan omregne ppm til % af de røde blodlegemer, som er optaget af kulilte.
Kuliltemålingen kan variere alt efter:
- mængden af tobak
- rygevaner (fx om røgen inhaleres)
- evnen til at udskille kulilte (CO)
- hvornår der sidst er røget
Færdes rygeren i et miljø, hvor der udskilles kulilte fra fx svejserøg, brændeovn eller lignende, vil det påvirke målingen. Kroppen udskiller ligeledes selv en meget lille mængde kulilte, og der findes kulilte i luften omkring os fra fx udstødning fra biler og røg fra skorstene. Derfor vil en måling sjældent være 0 ppm.
Ophold i røgfyldte omgivelser medfører ofte, at der indåndes så meget passiv røg, at det kan måles med kuliltemåleren. Røgen, som stiger op fra cigaretten (sidestrøm) indeholder ca. 3 gange så meget kulilte i forhold til den inhalerede røg. Kulilte påvirker en ikke-rygers krop på samme måde som hos rygere.
Kulilte og kroppen
Kulilte påvirker kroppen via tobaksrøgen, der inhaleres og kommer ned i lungerne. I lungerne passerer kulilte den tynde cellevæg fra lungeblærerne (alveolerne) til blodbanen. Det sker i samme passage som ilt, når det skal fra lungerne til blodbanen. I blodbanen bindes kulilte til hæmoglobinet på de røde blodlegemer, som under normale omstændigheder transporterer ilt rundt til kroppens celler. Kulilte binder sig mere end 200 gange bedre til de røde blodlegemer end ilt. Det betyder, at der kommer mindre ilt rundt i kroppen.
Efter en tid med unormalt højt kulilteindhold i blodet dannes flere røde blodlegemer. Herved forbedres transporten af ilt rundt i kroppen noget, men ikke i en grad, der fuldt ud kompenserer for rygningens negative påvirkning. Derfor vil en rygers kondition være ringere end en ikkerygers.
Kuliltens påvirkning på kroppen skal ses i sammenhæng med, at nikotin får karrene til at trække sig sammen. Når karrene trækkes sammen stiger puls og blodtryk. Kombinationen af kulilte og nikotinens påvirkninger har negative konsekvenser for:
- hjertet, da det skal arbejde hårdere pga. puls- og blodtryksstigning samtidig med nedsat iltforsyning
- sårhelingen - den nedsatte iltmængde medfører dårligere sårheling og flere komplikationer, fx efter operationer
- huden, der hurtigere bliver rynket og får en gusten kulør
Kulilte udskilles i varierende hastighed hos den enkelte person. I dagtimerne udskilles kulilte hurtigere end om natten. Efter 48 timer er tobaksrøgens kulilte helt ude af blodet. Det kan dog i mange tilfælde være udskilt hurtigere.
Målingen af kulilte giver en objektiv værdi for, hvor mange procent af de røde blodlegemer, som er optaget af kulilte og dermed ikke kan transportere ilt. Den ringere ilttilførsel har indflydelse på mange sygdomsforløb. Informer rygeren om det med udgangspunkt i den aktuelle situation.
Brug det i forhold til rygeren
Kuliltemålingen kan bruges pædagogisk i samtalen. Mange mennesker finder det motiverende at få et objektivt tal for deres adfærd. Samtidig kan en ændring af tallet ved gentagne målinger, fx under indlæggelse være med til at fastholde patientens motivation for at fastholde nye rygevaner.
Skemaet omsætter kuliltekoncentrationen, parts per million, til % røde blodlegemer uden ilt, dvs optaget af kulilte.